Idéer til en sjov fest for fitnessfreaks

fitness fest

Det skal ikke være træning og motion alt sammen. Der skal også være plads til fest og ballade, ellers bliver det for kedeligt. Og så alligevel. Holde en fest for alle dine fitnessvenner, hvor I rigtig får rørt alle musklerne. Læs med herunder, hvordan du gør det.

Hold årets sjoveste fitnessfest, hvor I får trænet hele kroppen igennem og får rørt alle musklerne – også synke- (mad og drikke), sang- og lattermusklerne, selvfølgelig. Festen skal holdes i et stort festlokale eller evt. med mulighed for at komme udenfor, hvor der er mere plads, efter maden. Festlokalet skal selvfølgelig være flot pyntet. Det kan du finde idéer til her.

Temafest – fitness

Send en indbydelse, der gør opmærksom på, at her er tale om en fitnessfest, så påklædningen er ikke valgfri. Alle gæster skal være klædt ud som f.eks. deres sportsidol eller f.eks. være klædt i sportstøj fra 80’erne eller et andet årstal.

Gymnastik under maden

Allerede under maden skal I selvfølgelig i gang. Som fitnessfreak vil vi jo gerne have brændt kalorierne af så hurtigt som muligt og allerhelst allerede, inden de har sat sig.

Så sammensæt et kort program med nogle øvelser – eller improviser. Øvelserne må ikke kræve alverden af plads. De skal kunne udføres ved bordet, uden at I slår hinanden i gulvet eller vælter stole og service. Du kan også udvælge en af gæsterne til at være din og de andre gæsters træner eller I kan skiftes.

Hver gang træneren slår på glasset eller ringer med en klokke, skal alle rejse sig og følge træneren i programmet. Øvelserne skal selvfølgelig indeholde sjove bevægelser, som at vrikke med numsen, gadedrengehop på stedet med slaskende arme eller lignende, og må gerne akkompagneres med humoristiske kommentarer.

Du kan også lave en sang, hvor festdeltagerne skal rejse sig, mens sangen synges, hvis det, der står ud for linjen, passer på ham/hende, og sætte sig igen, når det ikke længere passer. Sådanne sange kan du finde masser af variationer af på nettet. Prøv f.eks. at søge på ”motionsvisen”.

Agurkestafet

Er der plads nok til det, kan I efter maden løbe agurkestafet. Opdel festens gæster i hold. Hver holddeltager skal nu løbe fra et givent punkt til et andet givent punkt og tilbage igen med en agurk mellem knæene. Når den første deltager er tilbage, overtages agurken med knæene af den næste deltager, som løber samme tur og så fremdeles.

Tabes agurken undervejs, skal den samles op, og man løber en gang rundt omkring sig selv med agurken mellem knæene, før man fortsætter. Det hold, som er først færdig, vinder naturligvis.

Andre lege, der også får pulsen op og kræver kondition kunne være

  • Sækkevæddeløb
  • Tovtrækning
  • Stoledans

Musik

Der skal selvfølgelig også være musik til festen. Hvis ikke fitnessfreaks skulle danse, hvem skulle så. Det må gerne være noget musik med fart på, så I rigtig kan få rørt jer.

Og så tager I selvfølgelig også lige en ballondans – den hvor I har en ballon bundet om anklen, mens I danser. Under dansen skal I forsøge at træde på de andres balloner, så de sprænger, men samtidig undgå at de andre træder på jeres ballon.

Rigtig god fornøjelse med fitnessfesten.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *